Den klippe Favignana fra havet er udtryk for mands arbejde, høje håndskårne klipper, hele den indre områder gravet i på en måde, ortogonal tilfældig rækkefølge, Eaves undertiden pyramideformet. De er de gamle Cave di Tufo Shelly Favignana nu destinationen for nysgerrige turister og forskere omhyggelige.
Men hvorfor gjorde så mange stenbrud Favignana ?
den “skyld” det er det hav, der i vores Kvartær æra, der har varet 600 tusind år har hæves og sænkes mindst fire gange i løbet af istid.
Quando il mare copriva l’isola, så i varmt vejr, Landet blev havbunden i løbet 100 meter og travle med alger og marine liv, når glaciava vendte tilbage efter tusinder af år at være et lag af is i løbet af 100 meter, havet trak sig tilbage, og jorden er dækket med vegetation og terrestriske fauna.
Denne stiger og falder dannet et lag over 200 meter af marine sedimenter dannet af muslinger og koraller, generering af én af øen rigdom: tuf Favignana, en klar calcarenite næsten hvidt og meget kompakt allerede det er kendt af romerne som en bygning byggemateriale.
Faktisk bortset fra den romerske periode udvinding af tuf Favignana brød ud fra 1700.
De fremragende kvaliteter af gips og nem forsendelse med de typiske sejlskibe latin Trapani (den schifazze) tillade en nem forsyning især for store kystbyer af Middelhavet som Trapani, Palermo og Tunis, men anmodningerne kom også fra langt væk byer som Messina.
Men selvfølgelig bygninger Egadiøerne, samme Favignana og dens smukke Palazzo Florio, De blev bygget med den karakteristiske tuf og i nogle huse i den gamle bydel kikker under lag af gips beskadiget af salpeter forårsaget af salt.
jeg conci erano tagliati a misura grazie alla maestria dei “pirriaturi“, Lokale minearbejdere udgravning klippen med “økse e zappuni” skære det i rette vinkler og danner sande mesterværker.
Stenbruddet var un'appezzamento af jord, der pirriaturi tage akkordarbejde, fjernede overfladen hard rock nævnte “hat” og så de bort fra oven for at skære blokke fra nævnte standardmål “Cantuna” de mest anvendte havde foranstaltningen 25x25x50 cm.
Efter en dag blev betalt af ejeren af jorden i henhold til mængden af “Cantuna” leveret.
Ved at skære tunneler dannet, også af underjordiske tunneler, der blev kaldt “pirrere” I dag steder af stor skønhed, hvor du kan sætte pris på den sande bånd mellem mand og jord.
De stenbrud er blevet veritabel gigantiske skulpturer monumenter sammenlignes med det modsatte… store gange hat blev støttet af massive søjler, der, ud over den bærende funktion, De havde også en praktisk, da der husede trappen eller appligli, der blev brugt til at nå bunden af stenbruddet.
I den nærliggende jord med havet det fortsatte med en side udtræk, der tillod at ankomme hurtigere til den bedste tuf, som i Virgil hule ved Cala Rossa, eller i Scalo Cavallo.
For næsten tre århundreder af mineaktivitet, dygtighed og opfindsomhed pirriatori De er blevet overleveret fra generation til generation.
De stenbrud alle open-air fortsatte med at være aktiv, indtil fremkomsten af armeret beton, som til sidst erklærede i slutningen af denne velstående ø-aktiviteter.
VUOI DORMINE IN UN LUOGO UNICO AL MONDO ? De Hvide Huler, et unikt hotel i verden
I dag er kun et par lokale iværksættere fortsat udtrække dyrebare tuf Favignana til brug vedligeholdelse, at opnå særligt eksklusive og prestigefyldte huse eller støtter til design strukturer såsom grundlaget for bæredygtig havepavillon Medonia Project (foto in basso e la struttura montata davanti la Camparia).
Der er en undersøgelse foretaget af gruppen af caving Italiensk Alpine Club sektion af Palermo Conca d'Oro samt at have studeret de stenbrud af Favignana foreslåede turist cave ture at øge bevidstheden om dette enorme kulturarv historien om Aegadian Islands. Til dato endnu ikke aktiveret.
Her undersøgelsen er tilgængelig online: CAI: HULE, Kunst og kultur
For at finde nyheder, nysgerrighed, sites, besøgte stenbrud, kunsten at lokale billedhuggere klik på TAG “tuf” af dette websted.
Per un itinerario alla scoperta delle cave di Favignana visita questa pagina: Favignana: rejseplan blandt de gamle calcarenit-brud
Billeder og tekst © Giorgio De Simone
